Min mors fødselsdag – mit livs største ‘wake up call’

Min mors fødselsdag – mit livs største ‘wake up call’ 685 683 Jesper Møller │ Creating Job and Life

For 4 uger siden kunne det have været min mors 100-års fødselsdag, og i den anledning lagde jeg følgende opdatering op på min private facebookprofil. Opslaget gav overvældende opmærksomhed og jeg modtog rigtig mange beskeder og refleksioner:

Stort tillykke til min mor, som i dag fylder 100 år.

Hende og min far skal have pladsen på min væg i dag, og jeg ville ønske, at jeg lige kunne tage mobilen, ringe og få en god snak med dem begge. I er savnet.

For mig giver dagen også anledning til refleksion om, hvor vigtigt det er, at jeg nyder nuet, er taknemmelige over mit liv, min partner Thomas og de relationer jeg har – og netop fordi, at scenariet så hurtigt kan ændre sig!

Som var det i går, husker jeg tydeligt søndagen i maj for 15. år siden, hvor telefonen ringede – og beskeden var, at min mor var blevet knivdræbt i Aalborg. Med ét ændrede hele min opfattelse af at være til stede i livet.

Carpe Diem

Og det er netop i disse dage for 15 år siden, at min mor mistede livet i Aalborg. Det voldsomme knivdrab står fortsat i skarp erindring for mig – og set i bagklogskabens lys blev forløbet den største, meningsløse og mest surrealistiske udfordring jeg til dato har stået i – men tacklingen og indsigterne undervejs frem til i dag, har bidraget til det største kvantespring i forhold til mit autentiske jeg, mit syn på livet, mine ressourcer, mit helhedsblik og min intuition.

Læringen har styrket min evne til kunne scanne komplekse sammenhænge, skabe helhedsblikket med perspektiv for herefter intuitivt handle mod rette helhedsløsning. I processen har jeg fået genskabt forbindelsen til mit indre, og er landet i den opgraderede version af mig. Jeg har gjort op med at søge løsningerne i det ydre og søger nu løsningen i mit indre. Jeg har opdaget, at jeg ved at følge min intuition og de indre billeder der kommer heraf, bringer det mig i retning til helhedsløsningen, som giver mening – i mit privatliv såvel som professionelt.

Hvorfor vælger jeg at dele min historie?

Som de fleste andre har jeg også de seneste måneder været vidne til en verden i forandring, hvor scenariet og samspillet har ændret sig væsentligt.  Gennem medierne har jeg set mennesker i smerte og på flugt – byer og gader, der ligner vores blive udraderet – og med en kynisme og uhyrligheder i en grad, jeg i min vildeste fantasi ikke har kunnet forestille mig ville ske. Det går dybt og bibringer en oplevelse af medfølelse og utilstrækkelighed.

I forhold til de kandidater der opsøger mig for erhvervsmæssige sparring, oplever jeg også et stigende antal, der sætter ord på frustration, følelse af utilstrækkelighed, meningsløshed og udbrændthed. Alt sammen relateret til oplevede situationer, det stigende forventningspres eller ubevidste negative påvirkninger fra omgivelserne. Her er det min oplevelse, at den enkelte i langt højere grad ønsker at blive mødt på et dybere menneskeligt plan.

Hvor vi tidligere agerede i en verden af tryghed og forudsigelighed, befinder vi os i dag i en verden der til stadighed forandrer sig. Dette kan udmønte sig i kaos eller forhold, som kan opleves at have en surrealistisk karakter. Efter en tid med forandringer bliver det også en normalitet for os – men under overfladen skabes en ubevidst øget længsel efter egen autenticitet, de ægte værdier og i samspillet efter det meningsfyldte.

Jeg genkender den bagvedliggende længsel, der opstår, når livet udfordrer én til kanten. Det har jeg selv erfaret ved at følge min længsel ind i autenticiteten, og herefter være i stand til at kunne anskue mine udfordringer og livet i en større helhed og læringskontekst. Sådanne processer ønsker jeg at inspirere til gennem deling af mine historier. 

Hvad er jeg kendt for, og hvad bringer jeg nu i spil

Her i netværket er jeg mest kendt som den professionelle konsulent, der støtter virksomheder og mennesker inden for lederskab, outplacement og personlig udvikling. De færreste kender mig som det søgende, intuitive og kreative menneske.

Jeg har altid haft den intuitive tilgang til livet. Mine forældre havde egen virksomhed, de arbejdede altid, og min bror og jeg blev meget tidligt en naturlig del af virksomhedens drift og opgaveløsninger. Efter endt uddannelse var det derfor helt naturligt for mig at gøre karriere indenfor finanssektoren og efterfølgende som selvstændig konsulent. Sideløbende var jeg søgende i at forstå og udvikle min iboende åndelige dimension.

Gennem livet har jeg lært at jonglere mellem de forskellige virkelighedsopfattelser – lige fra det praktiske, håndgribelige, logiske og resultatorienterede til det metafysiske, åndelige, intuitive, procesorienterede og meningssøgende.

Den meningsløse situation – wake up call’et og min intuitions kunnen

Da min mor blev revet voldsomt ud af livet, oplevede jeg den største smerte, jeg til dato har stået i, men det blev samtidig mit livs største ’Wake Up Call’ i forhold til min intuitions kunnen – med ét var jeg praktisk talt i stand til at navigere i to virkeligheder – den fysiske og den virkelighed hvorfra vores ånd og intuition udspringer.

Allerede 3 måneder i forvejen fik jeg et tydeligt intuitivt varsel om, at en episode var under opsejling – at det handlede om min mor, at det ville blive voldsomt, og at hun ikke ville overleve det. Og i samme nu oplevede jeg, at jeg i min krop var i stand til at mærke det, som min mor sidenhen skulle gennemleve, men selve scenariet, som hun ville blive en del af, blev ikke vist for mig.

Jeg kunne ikke ignorere varslet, havde oplevelsen af at vejen var lagt, og at jeg ingen indflydelse kunne have på udfaldet. Det var også på samme måde jeg tidligere havde forudanet min mormor og min fars død, kommende ændringer på jobfronten og markante ændringer i mit liv

Tre måneder passerer og telefonen ringer. Opkaldet var fra min bror. Han skreg på chokeret vis, at han befandt sig i min mors lejlighed, og havde fundet min mor myrdet! Mit varsel var blevet til virkelighed, og med ét eksploderede min verden indefra. Jeg oplevede at være i en tilstand, hvor min lineære tidsoplevelse var sat på pause og på samme tid – parallelt med min fysiske virkelighedsopfattelse – var jeg pludselig i stand til at anskue scenariet jeg stod i og mig selv i et holografisk perspektiv lige fra helheden til detaljen – og alle mine intuitive input indtil da landede som brikker, der blev lagt i et puslespil. Fra det tidspunkt og siden har jeg været i kontakt med en verden ud over den fysiske, som leverer intuitive input i billeder, budskaber, metaforer og symboler.

Chokket og symptomerne

Men til trods for, at jeg med min hjerne og følelser og intuitive inputs forstod mine to verdener, bragte chokket min krop og de instinktive lag i voldsom ubalance. Min krop ramtes af tiltagende infektionstilstande og en aften 3 år senere, eskalerede mit hjerte- og min vejrtrækningsrytme til et tempo, som var jeg ude at løbe en maraton til trods for, at min krop var helt i ro.

Jeg opsøgte min læge, fik taget blodprøver og inden for 14 dage blev jeg hasteindlagt til operation og fik fjernet mine mandler. Efter operationen fik jeg smertestillende behandling, symptomerne forsvandt og alt så positivt ud. Men herefter fortsatte symptomerne derudaf som før. Jeg følte mig som et stykke udstrakt silkepapir i kraftigt stormvejr og oplevede en tiltagende følelse af at befinde mig i et overlevelsesfelt, hvor jeg var overdrevet opmærksom på, hvad der kunne ske i det næste sekund. Jeg var i stand til at mærke alt omkring mig og uden for min krop. Min krop var klar til kamp eller flugt. Min vejrtrækning blev mere og mere hæmmet, og jeg måtte hive efter vejret. Tilstanden i min krop blev tiltagende forværret, og jeg søgte eksperter med evidensbaseret viden og et spektrum af behandlere uden resultat.

Læringen og den intuitive tilgang

Jeg besluttede, at jeg ville gå i en anden retning. For hvis jeg ikke kunne finde løsningen i min ydre virkelighed, så måtte jeg søge indad og se, om en løsning kunne opstå her?  Tidligere i 1990’erne havde jeg erfaret intuitivt, at jeg  var i stand til at kanalisere en hel serie ægyptiske figurer. Den kreative proces styrkede min intuitive tilgang i min rådgivning og coaching. Jeg styrkede min kontakt til den virkelighed, hvorfra vores ånd og intuition udspringer, og gennem meditationspraksis var jeg fokuseret på at få genskabt balancen i min krop.

Herefter tog forløbet fart. I løbet af 14 dage mødte jeg 3 personer, der uafhængig af hinanden talte om den samme bog ’Væk Tigeren’ med Peter A. Levine. Her erkendte jeg for første gang, at jeg var fastfrosset i mit nervesystem på grund af chok. I bogen fik jeg inspiration til øvelser, og langsomt vendte min krop gradvist tilbage til balancen. Interessant var det også at erfare, at jeg – som jeg landede mere i balancen – blev opsøgt at kandidater, der netop stod i de tilsvarende udfordringer, som jeg netop havde stået i og fundet i løsning på. Chokforløsningsprocesserne skabte kvantespring for mine kandidater, og for at styrke min erfaring yderligere, gennemførte jeg en uddannelse indenfor chokforløsning.

Der skulle gå yderligere 7 år, før jeg en morgen pludselig vågnede op og havde følelsen af, at jeg var ude af vakuumboblen, og at den sidste rest af det fastlåste fra chokket var forløst.

Jeg kunne trække vejret frit. Jeg var landet i mig selv og har siden været i stand til at anskue scenariet omkring mig i et helhedsperspektiv. Med det afsæt scanner jeg situationer og problematikker, ser hvilke elementer, der er i spil, og får relevante intuitive inputs der er relevant for løsningen eller retningen.

Fremtiden efterspørger, at du bringer dig og din autenticitet i spil

Fremtiden efterspørger, at vi hver især bringer os selv, vores autenticitet og styrker optimalt i spil. Det vil betyde, at vi hver især kan bidrage optimalt til de helhedsløsninger, som fremtiden vil udfordre os på.

Bæredygtighed og verdensmålene giver os visioner og fokus i retning mod fremtiden, og det vil få indflydelse for os alle – og når vi i processen inkluderer og respekterer hele paletten af diversitet og forskellige virkelighedsopfattelser – lige fra evidensbaseret tænkning til intuitiv tilgang – med afsæt i ’både/og’ perspektivering, og ikke ’enten/eller’ – så styrker vi helhedsløsningen.

Fremtiden efterspørger, at du bringer dig og din autenticitet i spil.

Er du klar?